40 millioner kroner skal sætte fart på grønne nabofællesskaber

Fælleshaver, lommeskove, repaircaféer og fællesspisninger er blandt de grønne initiativer, der samler naboer rundt omkring i Danmark. Nu skal en stor millionbevilling gøre det muligt at få endnu flere med.
Den borgerdrevne bevægelse Grønne Nabofællesskaber har modtaget 39,5 millioner kroner fra Nordea-fonden. Støtten skal styrke lokale fællesskaber, hjælpe frivillige med at føre grønne idéer ud i livet og udbygge samarbejdet med kommunerne.
Grønne Nabofællesskaber blev grundlagt i Frederikssund i 2020 af Bent Mariager. Siden er bevægelsen vokset til mere end 50.000 involverede mennesker.
Målet er at øge antallet af lokale grønne nabofællesskaber fra omkring 350 til 1.000 i løbet af de næste fem år.
”Rigtig mange mennesker vil gerne gøre noget grønt, men det kan være svært at komme fra tanke til handling alene. Når man står sammen med sine naboer, bliver det både lettere og sjovere. Med støtten fra Nordea-fonden kan vi hjælpe langt flere med at komme i gang og give de lokale fællesskaber den støtte, de har brug for undervejs,” siger Bent Mariager, stifter og talsperson for Grønne Nabofællesskaber.
Flere kommuner skal med
En del af bevillingen skal gå til personlig rådgivning, uddannelse af flere lokale grønne ildsjæle og nye samarbejder med kommunerne.
Bevægelsen samarbejder i dag med omkring 11 kommuner, men ambitionen er at nå op på mellem 25 og 35 kommunale partnerskaber i løbet af projektperioden.
Ifølge Nordea-fonden handler grøn omstilling også om de valg, mennesker træffer i hverdagen, og om at skabe lokale fællesskaber, der gør det lettere at handle.
”Grøn omstilling handler ikke kun om store tekniske løsninger. Den handler også om de valg, vi træffer i hverdagen, og om at opleve, at man faktisk kan gøre en forskel sammen med andre. Grønne Nabofællesskaber har vist, at der er stor kraft i den lokale virkelyst. Med støtten vil vi gerne være med til at give den kraft mulighed for at brede sig til endnu flere lokalsamfund,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Det er gratis at deltage i Grønne Nabofællesskaber, og man behøver hverken medlemskab eller kontingent for at være med.
Fakta om Grønne Nabofællesskaber
Bevægelsen blev grundlagt i Frederikssund i 2020.
Nordea-fonden støtter med 39,5 millioner kroner.
Der er omkring 350 lokale grønne nabofællesskaber i dag.
Målet er 1.000 fællesskaber inden for fem år.
Mere end 50.000 mennesker har været involveret.
Bevægelsen samarbejder med omkring 11 kommuner.
Ambitionen er partnerskaber med 25-35 kommuner.






Accepter kun nødvendige cookies